DEN ATHENIENSISKE OPDRAGELSE
179
hed og Raahed, som udelukkende Legemsøvelser kunde afstedkomme. Kitaraen var det Instrument, man særlig lærte at behandle. Fløjte var en Tidiang i Brug, men afskaffedes paa Grund af de Forvrængninger af Ansigtet, den medførte, og de Forhindringer, den satte for samtidig Sang eller Reciteren. Sansen for Takt og Rytme udvikledes endvidere gennem Poesien. Versbygningen undersøgtes. En Mængde Sange lærtes udenad, Bordsange og Fædrelandssange. Hertil var den doriske Tonart den brugeligste, fordi dens Strenghed og Alvor gjorde Sindet modigt og mandigt. Derefter lærtes mere sammensatte Sange og Korsange.
Paa et senere Trin føjedes nye Sider til Undervisningen: Sprogundervisningen blev mere indgaaende, Geometri, Aritmetik, Tegning og Geografi satte Kronen paa Dannelsen. Paa Sofisternes Tid kom dertil de Foredrag, de holdt over Retorik og Filosofi, Matematik og Astronomi, Sprog, Naturvidenskab og Statsforfatningslære.
Ved det tyvende Aar traadte Ynglingen ind i Borgernes Tal som myndig, efter først i to Aar at have lært Krigstjenesten som Vogter paa Grænserne eller Vejene.
Ved Siden af den skolerette Uddannelse gav det offentlige Liv mangfoldig Anledning til Udvikling og Erfaring. Paa Gaderne stod Hermer med Tankesprog og Erfaringssætninger til Indskrift. Offentlige Talere kunde virke ved deres Veltalenhed. Forældre tog deres Børn med til Skuespillene. Paa Torvet og i Buegange samlede begavede Mænd Ynglingene om sig. Drenge-elskoven var i sin rene Skikkelse et virksomt Opdragel-sesmiddel. Oprindelig stilede den mod aandelige Øjemed og var et Middel til gensidig etisk Paavirkning. Den
12*