DEN ÆLDRE EDDA
205
Nutiden. En Poesi, der er baaren af saa mægtige Idealer i saa energisk en Form vil altid eje en Magt, der kan ryste og røre, virke og vække. Og naar det nu er et Folks egne stærke Barndomsdrømme, der i store Syner træder det i Møde, vil det føle sig genfødt og forynget ved at leve sig ind i dem.
Opgaven for den, der vil gengive disse Digte i Naturens Sprog, bliver da med en Videnskabsmands omfattende Grundighed at trænge ind i det Verdensbillede, de rummer, med en Tænkers Klarhed at forstaa Sammenhængen mellem Poesiens Indre og Ydre, dens Indhold og dens Form, og med en Digters Takt at vælge sit Sprogstof og sin Sprogtone. Lykkes det, vil Digtene selv i Oversættelse paa ny kunne samle et Folk om sig.
Men man kunde ogsaa tænke sig et beskednere Løsen for en Oversættelse. Man gør Afkald paa Verse-formens poetiske Nimbus for at bevare Udtrykkets Renhed og Uforfalskethed i det enkelte. Man gengiver i Prosa hver Nuance i dets Betydning, springer intet over og lægger intet til. Og har man end ikke givet Maleriets levende Farvespil, saa har man dog givet et Kobberstik, der skarpt og klart viser hvert Træk i Billedet. Det bliver Sproggranskerens Opgave.
Oversætteren er i det foreliggende Tilfælde gaaet til sit Værk med Bevidsthed om ikke at være en Alad-din med Lampen og dens Aand til sin Raadighed. Han har ikke haft den lykkelige Dristighed, der vover det vanskelige og vinder. Han har slaaet af paa sin Fordring og valgt ikke det Versemaal, der falder Digtene naturligst, men det, der falder ham selv lettest (se Fortalen). Det oldnordiske Vers, der lægger sig tvangløst om Indholdet, som om det var Talens naturlige, levende Form, med Afvekslingens Ynde og Bogstav-