206
DEN ÆLDRE EDDA
rimenes Fynd, er blevet afløst af et blødt, ensformigt trokæisk Versemaal, hvor Ordene er skabte af Versets Skema og rækkes og strækkes for at fylde Linjen.
Hvor Odin i Vegtamskviden vækker Vølven af Døds-søvnen, hører man hende sige:
Sneen dækkede mit Legem,
Duggen drev og Regn mig fugted, længe laa jeg død i Graven.
Det er glat og slebent, mere moderne poetisk Hver-dagstale end en dødvækket Troldkvindes Suk. I „Udvalgte norske Oldkvad“, Kria. 69, oversætter J. Aars de samme Linjer saaledes:
Jeg var snet med Sne og slagen af Regn og drivvaad af Dug, død var jeg længe.
Haarene rejser sig paa ens Hoved. Man synes at se den døde Vølve efter Aarhundreders Søvn langsomt og magisk tvungen løfte de stive Lemmer. Man for-staar, at Talen falder tung for de tørre Læber:
Nødig talte jeg, nu vil jeg tie.
Den knappe Form er Indholdets Bekræftelse. Hvorledes lyder det i den nye Oversættelse?
Tvungen kun jeg aabned Munden, nu mit sidste Ord jeg talte.
Den, der nødig taler, vil næppe bruge saa mange Ord.
Overalt hvor Digtene faar et mere dramatisk Præg, kommer Oversættelsens Versemaal til kort. Hvor Fremstillingen er rent episk, som i Sangen om Rig, skader