DEN ÆLDRE EDDA
207
Ensformigheden mindre. Og det er en Fejltagelse at tro, som Oversætteren, at Bogstavrim nu skulde have tabt deres Klang og Vægt.
Hvad der ved Siden af det forfejlede Versvalg virker trættende, er den gennemgaaende Mangel paa poetisk Inspiration. I Sangen om Helge Hundingsbane findes det dejlige Sted, der er Forbilledet for Visen om Aage og Else. Helge er gravlagt og Sigrun besøger ham i Højen. Da siger Helge:
Ene volder du Sigrun fra Sevafjæld, at Helge er sprængt med Sorgens Dug. Græder du, guldsmykte! grumme Taarer, solklare Sydens Mø, før til Sengs du gaar, hver Taare blodig paa Bryst mig falder, kold og isnende, kvalopfyldt.
I den nye Oversættelse lyder denne Kærlighedens gribende Højsang saaledes:
Du alene, Sigrun, volder, at med Valdug Helge vædes; ti du græder, fagre Kvinde, før du lægger dig til Hvile. Men paa Drottens Bryst hver Taare falder blodig, tung af Smerte, hed som Ild og kold som Is.