208
TALMUDISK SKOLEPÆDAGOGIK
Hvor er Begejstringen? Hvoi’ er Energien i Udtrykket? Hvad hjælper Bogstaven, naar Aanden ikke er der? Og det er det Indtryk, Oversættelsen som Helhed gør. Oldtidsaanden og Digteraanden har ikke med samlet Kraft farvet Oversætterens Tale. Regelmæssigheden har dræbt det digteriske Liv, den moderne Tone har fjernet Oldtidsklangen.
For saa vidt maa man være taknemmelig for Oversættelsen, som den i det hele er let læselig og Æmnet jo i alt Fald bliver tilgængeligt derigennem.
Talmudisk'Skolepædagogik. A. J. Sulzbach, 1863. Jødernes Liv har altid haft Visdom og Videnskab til Maal. Men der var blandt dem ingen lærd Stand, selv de største Talmudister var Haandværkere. Skole og Undervisning stod i høj Anseelse hos dem: „Verden bestaar kun ved de smaas Aande i Skolen.“ Al Afbrydelse i Undervisningen var forbudt. Kun Sabbat og Helligdage var Fridage. Om den Lærer, der forsømmer sit Kald, siger Maimonides: „Den Lærer, som lader Børnene sidde og gaar sin Vej eller foretager et uvedkommende Arbejde med dem eller er forsømmelig i selve Undervisningen, hører til dem, om hvem det hedder: Forbandet den, som er efterladen med Herrens Gerning.“ „Den, der foragter en lærd, har slaaet sig et ulægeligt Saar.“ „Jerusalem gik til Grunde, fordi man der havde foragtet de lærde.“
Skolerne synes at have været Menighedernes. I den ældste Tid var Faderen selv sine Børns Lærer, til Skade for de faderløse. Saa oprettedes der i Jerusalem en Drengeskole, som dog den faderløse, til sig selv overladte Dreng sjelden søgte. Senere en Skole i hver Kreds