JESUITTERNES MORAL
211
men kun én ad Gangen og kun om Undervisningsgenstandene, og ikke straks ved Lærerens Indtræden. Først Advarsler, saa Svøbe, var Straffene. Barnets almindelige Opførsel toges i Betragtning ved Straffen, saa at samme Brøde kunde medføre forskellig Straf. Straffen fuldbyrdedes med Læderremme, men lempeligt. Prygl maatte kun bruges, saalænge de ikke krænkede Æresfølelsen og æggede til Modstand, ikke overfor en voksen Søn.
Pigernes Opdragelse gik for sig i Huset. Hjertet og Forstanden skulde dannes. Dans og Haandarbejder øvedes tillige med huslig Syssel.
* * *
Jesuitternes Moral. Det Billede, Pascals Breve med Veltalenhed og Lidenskab maler af Jesuitternes Moral, er sammenflettet af dennes yderste Forgreninger og videst drévne Udfoldelse. Der er lagt en ensidig Vægt paa Slutningspunkterne, uden at Mellemleddene og Vejen er medtagne. Belysningen, der falder over dem, er derfor til sine Tider noget tvivlsom. Lad os et øjeblik se bort fra Jesuitternes Tendens og pege paa Indholdet at deres Lærdomme. Grundforskellen mellem deres Standpunkt og Pascals, der staar Protestantismens stærkere udprægede Syndsbevidsthed nærmere, er den Overenskomst, deres Lærdomme slutter med Menneskenaturen, i Pascals Øjne den i Synden fortabte Fjende. Idet Jesuitterne aandssmidige færdedes i Livet, gennemkrydsede Jordens Overflade og trængte ind i Samfundenes forskelligste Lag, stadig kæmpende for at erobre sig Herredømmet over Virkeligheden, fik de øje for de Betingelser, paa hvilke Livet lader sig beherske og Love foreskrive. De forstod, at for at 14*