212
JESUITTERNES MORAL
være Herre over Livet maa man være Tjener, for at styre Menneskenaturen maa man underordne sig under dens Krav. Pascals Liv maatte blive en Kamp mod de naturlige Drifter og mod Samfundslivets Fordringer. Jesuitterne satte sig til Opgave at forlige sig med disse Magter og gøre dem Indrømmelser. Fra denne Side set blev de Kristendommens og Katolicismens Fjender. De ubeherskede Lidenskaber, de mægtige Menneskedrifter, som de gik paa Akkord med, maatte nødvendigvis staa i Strid med Kristendommens og Kirkens Krav paa ubetinget Lydighed. Mens Jesuitterne over Jorden byggede med paa Katolicismens prægtige Kirkebygning, saa udhulede de samtidig de Grundsten og Piller, hvor-paa Bygningen skulde hvile. Den katolske Kristendom bliver det højlydte Feltraab, under hvilket de kæmper. Men disse Ord har for dem faaet et ganske andet Indhold og en ganske anden Aand, end de oprindelig har haft. Kristendommen er fra den indre Verden, der fra Begyndelsen var dens Omraade, traadt ud i den ydre Verden for der at gøre sin Magt gældende. Lidt efter lidt har den da maattet gennemtrænges af en ny Aand. Den kunde ikke vedblivende staa i Stridsforhold til de Mennesker, den fremfor alt vilde gøre til sine lydige og villige Tjenere. Den maatte gaa ind paa deres Tilbøjeligheder og saaledes efterhaanden grave sin egen Grav. Jesuitismen er dette Kompromis i en Institutions Skikkelse.
Den siger til Menneskene: Kommer til mig og Kirken i sønlig Underkastelse, i ubetinget Hengivelse, saa skal jeg gøre hvad jeg kan for eders menneskelige Tilbøjeligheder, eders Naturs ønsker og Higen. Den Magt der før forlangte Overgivelse paa Naade og Unaade, den underhandler nu om Betingelser. Men heri laa Til-