JESUITTERNES MORAL 213
staaelsen af, at dens Almagt var brudt. Jesuitismen er den verdsliggjorte Kirke, der kun endnu beholder det kirkelige Ornat.
Og idet Menneskenaturen igen faar Lov til st gøre sine Krav gældende, tager dens Drifter Magten fra Jesuitterne. I Stedet for at lempe og styre dem følger de dem i deres Fart, ud over alle Grænser. I Steden for en Frihedens Moral, Udtrykket for den selvbeherskede Menneskenatur, leverer de en Ubeherskethedens, Løssluppenhedens Moral. Deres Standpunkt kommer til at ligne Sofisternes i Grækenland, for hvem Mennesket var al tings Maalestok, og vel at mærke det enkelte Menneske i hele dets Tilfældighed. Derfor deler Jesuitternes Moral sig i en Mangfoldighed af Rubrikker, hver til Brug for sin Klasse Mennesker: der er Moral for Almisseuddelere, Præster, Munke, Tjenestefolk, for Dommere, A agerkarle, Fallenter, Duellanter, for ærgerrige, Fraadsere, Spillere osv. Jesuitternes Kunst er da at skaffe alle disse forskellige Retninger i Menneskenaturen og i Samfundet Afløb og dog ikke fjerne sig fra Kirkens ene saliggørende Sandhed, at omgaa det skrevne Bud saaledes, at dets Bogstav ikke bliver krænket, eller vende og dreje det saa længe, til det bliver bøjeligt og føjeligt efter hvers Lyst. Køb af gejstlige Embeder var forbudt: saa gaves Pengene derfor ikke som Betaling for Embedet, men som Motiv for Bortgiveren til at tænke paa den rette. Man maa ikke af Hævn dræbe nogen: saa maa man lade Drabets Øjemed være at frelse Æren. Man maa ikke lyve: saa føjer man sagte eller i Tankerne en Berigtigelse til sit Udsagn.
Denne Moral finder hos Jesuitternes Forsvarere sin Retfærdiggørelse deri, at den er blot Spekulation, blot omhandler en tænkt Handlemaade i tænkte Tilfælde.