PÆDAGOGIK
215
Men saaledes staar Opdrageren ikke overfor det, der er Genstanden for hans Kunst. Hans Opgave er ikke i denne at give det færdige og afsluttede Udtryk for hans egen Aand. Han skal kalde det Liv frem, der har sit Midtpunkt og sin Oprindelse i selve Genstanden. Hans Formaal er at lede dette Liv, ikke at skabe et nyt, hvis Spirer han tager fra sig selv. Opdrageren har et givet Æmne til Behandling, Maleren vælger frit sit. Allerede derved begrænses den førstes Virksomhed. Billedet bliver for Maleren et Middel til at tilfredsstille sin kunstneriske Trang. Det er forsaa-vidt til for hans Skyld. Opdrageren er omvendt et Middel til at føre denne og enhver anden menneskelig Trang og Evne hos en anden frem til den rette Vækst og Magt. Men netop ved saaledes stadig at bygge paa en Grundvold, der ligger udenfor ham selv, hindres Opdrageren i som' Maleren at kunne fremlægge Frugten af sin Virksomhed blank og bar og sige: Dette har jeg frembragt.
Hvori bestaar da hans Kunst? I Evnen til bestandig overfor den givne Genstand at vælge de rette Midler til dens Udvikling. Dens naturlige Forudsætninger er en umiddelbar Takt, der tilhvisker Opdrageren netop de Ord og Handlinger, der svarer til Evnen, der skal udvikles, og den Retning, den skal ledes i; et uvilkaar-ligt Anlæg til at omgaas Børn, saa at de paa én Gang føler sig tiltrukne og beherskede; et Herredømme over sig selv, der sætter Opdrageren i Stand til bestandig at underordne sig under sit Kalds Medfør; kort sagt et personligt Talent, der peger lige saa sikkert hen imod sin Virkekreds som Malerens mod hans. Ligesom den aldrig bliver Maler, i hvis Bryst Gnisten ikke findes, ligesom Forstand og Vilje ikke kan gøre ham dertil,