216
PÆDAGOGIK
naar de naturlige Anlæg fattes, lige saa lidt bliver den en Mester i Opdragelsens Kunst, der ikke af Naturen har faaet den uvurderlige Lampe, der stiller Barne-aanderne til hans Tjeneste. Men ganske vist ligger det i Livets Væsen og Gang, at denne Evne, i de naturlige Følelser, i Forældres Kærlighed, i Børns Afhængighed, har en mere udstrakt og frugtbar Jordbund at slaa Rod i end hvilken som helst anden særlig Kunstdrift.
Dog — Kunstneren er ikke uden videre paa Højden af sin Kunst. Det er nok at minde om Ewalds Ord: „Kunstneren fødes ikke, han dannes.“ Maleren har ikke nok i at befrugtes af sine Syner, han maa kende Lyslære, Perspektiv, Legemets Bygning og Former, Følelsernes og Lidenskabernes ydre Præg osv. Der samler sig en hel Gruppe af Studium ved Foden af hans Billede. Og mecl Opdrageren er det samme Tilfældet. Ogsaa han maa grundlægge sin Virksomhed paa Studier, der i strengeste Forstand ligger udenfor hans Kunst som udøvende Kunst. Ogsaa han maa forstaa Forskellen paa Lys og Skygge i et Barneliv og Lovene, hvorefter de veksler og møder hinanden. Han maa studere det Perspektiv, hvorefter Evner og Kræfter ordner sig ligevægtigt i Menneskets Indre. Han maa kende Legemets Bygning og Former og det Sprog, Følelser og Lidenskaber taler. Alle disse Grene samler sig i ét Studium, Videnskaben om Menneskenaturen, den ydre og den indre, den legemlige og den sjælelige. Saaledes bliver Fysiologi og Psykologi en Forhal, der leder ind til Opdragelsens Tempel. Og den Indsigt, der hos den naturlige Opdrager bliver staaende ved et almindeligt Skøn, ubestemt i sine Omrids og uklar i sit Indhold, maa hos Opdragelseskunstneren, der vælger Opdragelsen