PÆDAGOGIK
217
til sit Livs særlige Kald, klares og afrundes, som en videnskabelig Syslen dermed formaar det.
Men saa lidt som Maleriet bliver til noget, trods alt Malerens Studium, naar han ikke har de særlige Midler inde, ved hvilke den lærde Indsigt faar Liv og Virkelighed i Former og Farver, lige saa lidt kan Opdrageren blive staaende ved sin Kundskab om den menneskelige Natur. Det er ikke nok at have studeret denne som en Botaniker. Han maa som en Gartner kende det Indbegreb af Midler, ved hvilket den rige Natur støttes og styrkes i sin Vækst og bringes til fyldig Udfoldelse. Han maa her ikke længer se Mennesket og Menneskenaturen sondret for sig, men se dem midt i den Verden, hvoraf de er et Led. Kunsten er jo at faa denne store Verden til paa rette Maade at drage ind i Mennesket eller at gøre den til et Bryst, hvoraf det suger sin Næring. Denne Næring maa da tilvejes det i sin rette Form og Vægt med sin rette Kraft og de rette Mellemrum. Det store Æmnes forskellige Dele maa udsondres fra hverandre. De maa drages ud af deres naturlige, levende Sammenhæng for at ordnes og samles efter deres væsentlige Ligheder. Hver enkelt Gruppe Kundskaber kommer til at danne en Kreds med sine særlige Evner til Paavirkning. Opdragelsen udskiller af sig Undervisningen. Undervisningen som Samfundsopgave skaber Skoler. Skolen deler Kundskaben efter Lærefag. Fagene kræver forskellig Undervisningsform, Metode. Den, der uforberedt gaar til denne Opgave, har kun en dunkel Fornemmelse af de Krav, Æmnets og Barnets Natur stiller til ham. Den, der selvbevidst, tilbørlig forberedt, griber Opdragelsens Tøjler, bliver paa dette Punkt tillige Opdragelsestænker, gør sig Rede for den Fremgangsmaade,