218
PÆDAGOGIK
der gør selv det stridigste Æmne føjeligt og eftergivende.
Maleren er først færdig med sit Billed, naar han helt og fuldt har fundet sin personlige Trang udtrykt deri. Ogsaa for Opdrageren kan det falde vanskeligt at afgøre, naar hans Virksomhed er endt. Bortset fra den Ulyst, enhver har til at slippe en Syssel, der gennem Tidens Hævd ligesom er vokset sammen med hans Væsen, hvad er da i og for sig Opdragelsens Formaal og naar er i Overensstemmelse dermed dens Arbejde fuldendt? I hvad Forhold staar Opdragelsens Formaal til selve Livets? Falder de sammen, eller afløser det sidste det første? Fører Opdragelsen blot til Livets Dør og giver Kræfter til at aabne den? Eller skal den føre Myndlingen indenfor og vogte ham paa hans Vej der? Her er Stof til mange Tanker. Har de sondret sig og klaret sig og samlet sig om deres Midtpunkt, har de dannet den Del af Pædagogikken, man kunde kalde den etiske, fordi den lærer Opdrageren at stræbe mod det rette Maal i den rette Aand.
Men ikke enhver Opdrager er den baade af Naturen og ved Studium fuldt udrustede. Arbejdet i Opdragelsens Tjeneste kan derfor komme til at dele sig efter, som den ene eller den anden Side er stærkest udviklet. Den ene Arbejder kommer da væsentlig til at virke gennem Tænkning. Ved Siden af den, der har sin Personligheds Magt til at virke paa andre og Udvikling nok til at styre denne sin Magt, staar saa den, der trods aandeligt Skarpsyn for Menneskenaturen og Tankeklarhed ved Ordningen af sit Stof savner det instinktledede Herredømme over sin Optræden, der gør, at han som Opdrager ikke alene vilde kunne byde,