ET STYKKE DAGBOG
11
skulde. Han var meget medtaget og kunde ikke læse noget i den Time. Jeg tog det med Vilje saa alvorligt første Gang jeg traf den Fejl hos ham. Jeg lod ham Resten af Tiden sidde stille hos mig overladt til sig selv, uden at gribe ind i hans Tanker. Da jeg sagde Farvel til ham, bad han mig hviskende med et Udtryk af Bønlighed om ikke at sige det til nogen. Det var mig noget mistænkeligt. Hvorfor? „Skammer du dig derover, er det derfor?“ Han fremstammede et saa utydeligt Ja, at jeg forstod, det ikke var den egentlige Grund. „Eller er du bange for Følgerne, for at faa Prygl, hvis nogen faar det at vide?“ Det var Sagen. Da jeg spurgte, hvem han mente, jeg ikke maatte fortælle det til, svarede han sagte: „Otto“ (Grossererens Søn). Jeg forklarede ham, hvorfor Grossereren straffede ham, og sagde, han skulde være mere bange for at gøre noget, han fortjente Straf for, end for Straffen. Jeg fik Indtryk af, at han i det hele havde forstaaet mig. Da jeg, næste Gang vi læste, hentydede til den forrige Time, fik han Taarer i øjnene. Jeg søgte hurtig at udviske dem; Drengen skulde ikke holdes i en stadig blød og kuet Stemning.
Novbr. 64. Fra nu af gav jeg ham nøjagtig Anvisning paa, i hvad Orden han hver Dag skulde læse sine Lektier. Det forknyttede i hans Væsen begyndte at vige overfor mig. Hans Tale, som før havde indskrænket sig til Enstavelsessvar paa mine Spørgsmaal, blev livligere. Han fattede hurtigere, hvad jeg sagde. Han blev ogsaa. nøjagtigere med sine Lektier og gjorde bogstavelig hvad jeg sagde til ham, selv hvor jeg kom til at fortale mig. Omtanke var der endnu ikke synderligt af hos ham. Hukommelse saa meget mere; han kunde med stor Nøjagtighed gengive kortere Fortællin-