12
ET STYKKE DAGBOG
ger, han havde læst, tit med selve deres Ord. Jeg moraliserede sjælden eller aldrig direkte for ham. Var der Anledning til noget i den Retning, sagde jeg det i en lettere, mere henkastet Tone som noget, vi to var enige om. Den 21. Novbr. kunde han ikke rigtig sin franske Lektie, sagde han, men han havde læst saa meget paa den. Da han havde haft mere end 2 Timer dertil, var det mig paafaldende, at han ikke engang havde faaet de ubekendte Ord slaaet op i Ordbogen. Paa hans Oplæsning hørte jeg ogsaa straks, at det hele var ham fremmed. Det viste sig da, at han havde brugt Tiden til at skrive en dansk Stil og ikke faaet synderlig læst paa det franske. „Det er jo urimeligt af dig, at du ikke straks har sagt det om Stilen, men i Steden derfor noget andet.“ Jeg holdt det for rigtigst ogsaa denne Gang at tage det alvorligt. Jeg tog ham paa Skødet og sagde mildt til ham, at jeg godt kunde forstaa, det ikke var saa let straks at vænne sig af med sine Fejl, men jeg haabede, det vilde lykkes, naar vi hjalp hinanden. Det var første Gang, han løj, siden vi sidst taltes ved derom; før den Tid havde han oftere gjort det overfor sin Tante, forstod jeg af hans næsten uhørlige Bejaelse. Nu skulde vi for Fremtiden hjælpes ad, sagde jeg, han skulde sige mig det, hver Gang han var kommen til at sige en Usandhed, ikke for at blive straffet, men for bedre at ■kunne passe paa sig selv; saa kom vi nok ud af det. Jeg fortalte ham, at jeg selv havde sagt Usandhed, da jeg var lille, men efterhaanden vænnet mig af med det, da jeg havde forstaaet, hvor slemt det var. Han forstod vistnok hvad jeg mente, men i hans Mine var der noget fremmed, som om han ikke helt gik op deri. Det var mig ikke muligt at faa Grunden at vide. Somme Tider havde han igen det noget sky i sit Blik. Før han