ET STYKKE DÄGBOG
13
gik, søgte jeg at muntre ham ved en Spøg. Saadant et Barn, der gaar omkring betynget af Skyldbevidsthed, er en unaturlig Ting. Det gik ham bedre i Skolen, og-saa til mig blev han nøjagtigere. For de gode Karakterer roste jeg ham spøgende og holdt ingen lange Taler om de daarlige. Han blev noget mere snaksom overfor mig, kunde nu i det hele ret godt fortælle igen, hvad han havde hørt, og udtrykke, hvad han mente.
Deck 64. En af de følgende Gange havde han ikke faaet læst synderligt af sin Lektie. Jeg lod ham da læse den hos mig og viste ham, hvorledes han for Fremtiden skulde oversætte hvert Ord for sig i det franske, for Grundighedens og Nøjagtighedens Skyld. Jeg gav ham Anvisning i.de mindste Smaating for at bringe ham ind i en gavnlig Vane, noget, jeg selvfølgelig vilde holde op med, naar han blev mere udviklet, for ikke at gøre ham uselvstændig ved altid at holde ham i Ledebaand. Jeg vilde gerne faa ham til at interessere sig for en eller anden Syssel, gav ham derfor en Dag, da vi i en af hans Lektier havde læst om en Luftballon, Besked paa selv at lave sig en lille Ballon, der kunde gaa til Vejrs med varm Luft. Han omfattede straks Planen med Iver, forekom det mig. Jeg havde samme Dag tegnet en Mand paa et Stykke Papir og sagt, at det var den Luftskipper, vi havde læst om. „Nej,“ svarede han naivt, „det er ikke sandt, det er jo kun et tegnet Billede.“ Jeg ved ikke, om han maaske vilde gribe mig j en Usandhed.
Hans Ordkendskab var ikke meget stort. I samme Time kunde der være flere ganske almindelige Ord, der gav hans Ansigt det spørgende, uvisse Udtryk, det fik, naar der var noget, han ikke forstod. Jeg forklarede ham dem da, som oftest ved Eksempler. Fra Grossere-