220 PÆDAGOGIK
den Historie, Læren om Opdragelsen har gennemgaaet paa Vejen fra spredte Tankespirer til myndig og moden Forstaaelse, et Tidspunkt, som maaske endnu ikke er kommet. Men Læren om Opdragelsen har baade til Grundvold og til Formaal selve den Opdragelse, den skal gøre Rede for og styre. Opdragelsens Historie bliver derfor et nødvendigt Led i Pædagogikkens Historie. Man kunde maaske med større Ret kalde det hele for Opdragelsens Historie; Opdragelsens Teori er jo organisk udsprungen af den praktiske Opdragelse, er saa at sige denne, set fra dens selvbevidste, selvforstaa-ende Side. Er der Tale om at trænge ind i de skiftende Opdragelsesinstitutioner, foreligger imidlertid ikke, som ved Malerierne eller Bøgerne, Æmnet til umiddelbar Beskuen og Undersøgelse. Her maa gaas ad al historisk Gransknings langsomme Vej. Gennem de tarvelige Spor af forsvunden Virksomhed, gennem endnu levende Tradition og gennem Samtidsskildringer, med Kritikkens skarpe Giar for øjet, maa det forsvundne lidt efter lidt manes op af Graven og iføres Kød og Blod for at leve sit Liv paa ny, i den historiske Erindring. Og enhver Tidsalder maa forstaas ud fra sit eget Midtpunkt, saaledes at man ser det berettigede og nødvendige i dens Livsformer, deres naturlige Udspring og det Bidrag, de giver til den fulde Erkendelse af den historiske Sandhed; paa den anden Side selv er løftet ud over Tiden, man skildrer, og ser dens Tanker i deres Begrænsning, Sammenhængen mellem det, Tidsaldren ikke kan give, og det, den kan give, uden Lidenskab og Fordom lader enhver Tid tale sin egen Sag, selv forsvare og anklage sig. Denne Ligevægt i Sindet og Smidighed i Tanken er Betingelsen for al historisk Granskning.