FRANCKES VAJSENHUS
221
Menneskeslægtens tidligste Spor maa da opsøges. Hvorledes er dengang Forholdet mellem myndige og umyndige blevet opfattet og udøvet? Hvilken Livsbetragtning og Samfundsordning har givet det Form? Hvilke Begivenheder har givet Stødet til Forandring deri eller skaffet nye Ideer virkeliggjorte? Hvilke Personer har været disses Bærere eller Bekæmpere? Kort sagt hele den Kreds af Livsinteresser maa omskrives, der giver Nøglen til Opdragelsen.
Saa maa Ideernes Rejse fra Sted til Sted paavises, Folkefærdenes gensidige Indflydelse paa hinanden, Tankernes Berigelse derigennem, Traaden, der binder Tiderne sammen, den langsomme Vækst, ved hvilken det opbrugte Stof udskydes og erstattes af nyt, kort sagt hele det organiske Liv, der gør Menneskene til én Slægt.
Naar hele dette Omraade er gennempløjet, Opdragelsen og Opdragelsestankerne gennemskuede med Livet til Baggrund, har den pædagogiske Historiker endt sit Værk og lægger sin Pen.
* * ❖
Franckes Vajsenhus i Halle. Om Sommeren skal Vajsenhusbørnene staa op Kl. 5, om Vinteren Kl. 6. Kl. 9 om Aftenen er det Sengetid. Saa snart de er staaede op og har klædt sig paa, holder en kristelig sindet Student Bøn med dem. Først Morgenbøn, saa Fadervor, Trosbekendelsen, en Bøn af Arnds „Paradis-have", „Ære være Gud vor Fader“, fremsiges paa Omgang af et af de større Børn langsomt, med høj Stemme og tydelig Udtale, Hænderne foldede og strakte i Vejret, Udtrykket kristeligt og beskedent, medens de øvrige staar hver paa sin Plads, ogsaa med foldede Hæn-