226
HEIBERGS ELVERHØJ
I Fritimerne føres Børnene om Sommeren i godt Vejr ud i Haven eller paa Marken, medens samtidig et eller andet Stykke af 4. Bog af Arnds „Sande Kristendom“ forklares dem eller nogle Historier af Wellers „Korsets Skole“ eller af det gamle Testamente fortælles dem. Om Vinteren sker det samme i Stuen. Om Søndagen eller de Søgnedage, hvor der prædikes, føres Børnene i Kirke, naar det ikke er for koldt. Efter Middagsprædikenen læses Historien om de 10 Forfølgelser for dem, og de opmuntres til at efterligne de første kristne.
* *
*
Heibergs „Elverhøj“. Hos de egentlige Romantikere er det romantiske den højere Virkelighed, Verdensmagternes Aabenbaring gennem det vidunderlige. Dets Modsætning bliver den Blindhed og Snæverhjertethed, for hvilken hele denne Vidunderverden er et Intet. Den dømmende. Myndighed ligger hos det romantiske. Spidsborgerlighedens Muldvarpe fejes til Side, idet Romantikkens Pust farer hen over Livet.
I „Elverhøj“ er alt anderledes. De romantiske Forestillinger er her kun Fostre af poetisk Drømmeri, Udtryk for den poetiske Side af Menneskets Aandsliv. Hvor de træder frem med Krav paa Anerkendelse som virkelige Magter i udvortes Forstand, maa de til Modsætning faa den klare Forstand, der gennemskuer deres Væsen. Den er alsidig nok i sin Forstaaelse til at anerkende deres Berettigelse som skabte af en Trang i Menneskenaturen, men dømmer dem uberettigede til at herske over Virkeligheden. Hos Romantikerne er det gerne Samfundets nederste Lag, der ved deres Roden i Jorden danner Modsætningen til det romantiskes høje