EN PARALLEL
227
Flugt, uhistoriske Dagligdagsskikkelser uden Evner og Sanser. I „Elverhøj“ er det romantiskes Modsætning legemliggjort i selve Samfundets øverste Styrer, Kongen, der staar som Nationens Helt i det historiske Rys klare Lys. Med sit Virkelighedspræg danner han Billedets Forgrund og trænger det romantiske som en Taage tilbage i Baggrunden. Heiberg har i selve sin Digtning set kulturhistorisk paa Æmnet. Det romantiske er ham et psykologisk og historisk Fænomen, der giver en Tidsalder dens Præg, ikke Livets højere egentlige Sandhed. Derfor maa Stykket ende med Virkelighedens Sejr over de romantiske Fantasier, med Opklaring af hvad der syntes at støtte Tanken om det overnaturlige — med „Kong Kristian“s pompøse og uromantiske Modsætning til Folkevisetonerne.
Da Virkeligheden slaar Drømmene ned som Overtro, skulde man tro, at de handlende Personer i høj Grad maatte bære Virkelighedens og Individualitetens Præg. Paa en enkelt Undtagelse nær er det ikke Tilfældet. Diktionen har helt igennem det abstraktes Mangel paa Farve, Bønder og Hofmænd finder samme Udtryksmaade for hvad der bevæger dem, og tænker i samme Former. Ogsaa dette tyder paa, at Forstanden i Produktionsøjeblikket har været stærkere end den digteriske Fantasi.
23. Januar 69.
* ... *
En Parallel. Sokrates’ Tidsalder har sit ejendommeligste Præg som Valplads for en Kamp mellem en ældre og en yngre Slægt, mellem Barndom og Ungdom hos et Folk. Pieteten er den styrende Magt i et Barndomsliv. Den rolige Tryghed i det givne holder 15*