LO to CO
EN PARALLEL
al utaalmodig, rastløs Higen ude. Hver Dag har sin Gerning. Der er ingen Usikkerhed eller Tvivl i Opfattelsen af det givne, ti som det er, skal det jo være. „Hvorfor“ er et Ord, der endnu ikke findes i Sproget.
Saaledes havde jo netop Grækerne været paa den Tid, da Statens Lov var den eneste Hersker, dens Bud det ubetinget gældende. Saa vaagnede Refleksionen. Den enkelte begyndte at ville gøre sig Rede for den overleverede Livsopfattelses Gyldighed. Der maatte derved komme en Kløft mellem de to Slægtled. De kunde ikke længer forstaa hinanden. Den ældre Slægt-forstod ikke den yngre, fordi den havde grundlagt sit Liv paa Pietet, d. v. s. ureflekteret Følelse. Den yngre Slægt forstod ikke den ældre, fordi den endnu kun handlede efter en uklar Naturtilskyndelse, uden at dens Livsopfattelse havde afklaret sig i dens Bevidsthed.
Det samme finder nu Sted her i Danmark for det jødiske Samfunds Vedkommende. Parallelen er fuldstændig. En ældre Slægt staar overfor en yngre, hver med sit Udgangspunkt og sit Maal. Den ældre Slægt har som med Modermælken eller af Luften indsuget den Livsanskuelse og ydre Form for Livet, der er nedarvet som Fædrenes Love og Skikke. De er ikke inddragne i nogen Drøftelse eller rokket af nogen Tvivl. Før kunde Verden forgaa, end Loven forandres. Der er Tryghed og fuld Hengivelse i denne Tillid, som er rodfæstet gennem Aarhundreder, styrket af Modgang.
I den yngre Slægt har Tanken rejst sit Hoved. Den spørger om Grunde og luger op, hvad der forekommer den grundløst. Den spørger om væsentligt og uvæsentligt og puster bort, hvad der vejes og findes for let. Men alle Trin gennemløber denne Stræben: fra en ubevidst Tilskyndelse, gennem Refleksion over det