R. GEIER
231
maa det i Nutiden vige for den ligelig anerkendende og ligelig tildelte Frihed.
20. Febr. 69.
R. Geier: Alexander und Aristoteles. Den pædagogiske Betydning af en Bog som denne maatte ligge i Skildringen af det personlige Forhold mellem Aristoteles og Aleksander som Lærer og Discipel og af den Form, hvori Lærerens Meddelelse og Paavirkning fandt Sted. Men hverken det personlige Forhold mellem dem eller Stoffets Tilrettelæggelse efter Disciplens Tarv kommer paa Tale, fordi de historiske Kilder intet har opbevaret derom. Den pædagogiske Interesse knytter sig væsentlig til Vejen, der gaas; Fremstillingen her dvæler væsentlig ved det Maal, der formentlig er naaet.
To Strømninger bevæger sig gennem Bogen: For Aristoteles’ Vedkommende et kortfattet Uddrag af hans pædagogiske og almenvidenskabelige Anskuelser, d. v. s. hans pædagogiske Teori, hans Udtryk for Pædagogikken som Videnskab, medens man ikke engang skimter den anden Side, som dog netop her maatte blive af væsentlig Betydning, hans Gennemførelse af Pædagogikken som Kunst. For Aleksanders Vedkommende en Mængde historiske Anekdoter fra senere Forfattere af større eller mindre Paalidelighed. Ved at sammensmelte Aristoteles’ Teori med Kendsgerningerne om Aleksander søger nu Forf. at udvinde et tredje, som skulde være Aristoteles’ Indflydelse paa Aleksander. Saadanne Slutninger maa naturligvis altid være Gisninger. ‘ Bogen vrimler paa de Punkter, der skulde danne dens Kærne, af Udtryk som rimeligvis, sandsynligvis, uden Tv v ,