ARISTOTELES
233
naar man ikke til at afveje to Livsanskuelser mod hinanden. I den videnskabelige Rettergang maa der gaa en Procedure forud for Dommen. Aktor og Defensor maa have talt, inden Sagen indankes.
For det tredje har den videnskabelige Behandling og Opfattelse af et Æmne intet at gøre med en bestemt positiv Religion. At stille Aristoteles netop overfor Kristendommen er umotiveret. Forsaavidt er Bemærkningen uvedkommende. Den videnskabelige Betragtning skal udspringe af Æmnet, være selve Stoffet vejet med Tankebestemmelser. Praktiske Hensyn til det be-staaende har naturligvis deres Ret. Men videnskabelig talt veje de ikke saa meget som en Fjer.
1. Marts 69.
For Aristoteles, som for Grækerne i det hele, har Menneskelivet naaet sit højeste Trin i Staten. Dens Maal er Lyksalighed og Statens Lyksalighed er af højere Art end Individets. Lyksalighed er Aandens frie Udvikling i Overensstemmelse med Dyden, d. v. s. den højeste Dyd, Erkendelsens Fuldkommenhed, der er den guddommelige Side af Mennesket. I Forholdet til Mennesker lægges der ogsaa Beslag paa den etiske Dyd, Handlingens Dyd, d. v. s. Attraaens Underordnelse under Fornuften. Statens Lyksalighed naas ved Borgernes, d. v. s. Individernes Dyd, dannet efter Statens Forfatning. Evnen til Dyd afhænger af Menneskets Stilling i Samfundet. Den fuldkomne Dyd naar kun den frie Statsborger. Kvindens Anlæg er svagere; derfor hersker hun ikke. Haandværkeren behøver en ringere Grad af Dyd. Slaven kan ingen selvstændig Dyd have. Hvor Staten ikke sørger for Opdragelsen, maa Faderen gøre