NUREDDIN OG LORENZO
237
Led af en Slægt, føler sin Ære og sin Skam som dens. Med en egen oldtidsagtig Interesse og Iver kan han fordybe sig i Folks Slægtskabsforhold. At angribe hans nærmeste er at angribe ham selv. Enhver Strid faar hurtig et Personlighedens Præg. En objektiv rolig Drøftelse er ham ikke mulig. Han kan aldrig lade sin Personlighed forsvinde i Genstanden. Hans markerede Ansigtstræk er som et Billede paa det markerede i hans aandelige Fysiognomi.
Dette er spredte Træk af den jødiske Type. Efter-, haanden som Jøderne smelte sammen med deres ikke-jødiske Landsmænd, udviskes de. Her til Lands er der i de mere dannede jødiske Kredse snart ikke meget tilbage af den udprægede jødiske Ejendommelighed.
6. Marts 69.
* *
Nureddin og Munken Lorenzo. Begge træde de i Begyndelsen (henholdsvis i „Aladdin“ og i „Romeo og Julie“) op som Grublere og Granskere i Naturens hemmelige Liv. De har opdaget dens Love og er delvis Herre over dens Magt. Det er store Skikkelser, der vokser ved den Ensomhed og Stilhed, der omgiver deres Eneboerliv. Livet selv kender de ikke saa meget af egen Erfaring — levet meget har ingen af dem — som ved Fordybelse i Tankernes Verden.
Men efterhaanden som Stykkerne skrider frem, er det, som om de to Skikkelser formindskes. I Livets og Handlingens Rige er de ikke deres Opgave voksne. Nureddin er helt ude af Stand til at nyde. Han har saa længe udsat sin Indtræden i Virkeligheden, at Livet er uddød inden i ham, Nydelsesevnen udslukt I Stedet for at give hans Liv en højere Glans bar hans Gruble-