238
PÆDAGOGIKKEN
rier blot forspildt det for ham ved at sætte ham udenfor det.
Noget lignende er Tilfældet med Lorenzo. Ogsaa han stilles paa Prøve, skal praktisk vise, at hans Granskning har bragt ham den rette Visdom, den rette Leve- og Handleevne. Det falder ud til, at hans grublende Eneboerliv vel har givet ham Indsigt i Naturen og Tillid til sine Tankers Magt, men gjort ham fremmed for Handling og for Øjeblikket. Den Opgave, han der frivillig stiller sig, kan han ikke løse.
Hos dem begge er noget væsentligt gaaet tabt. Den ene Side af deres Natur er forbleven uudviklet. De er næsten som to Mennesker hver, saa haltende er deres aandelige Liv. Uanfægtet af deres Indgriben gaar Livet sin Gang. De Magter, de har rejst, kan de selv ikke besværge.
Forskellen paa deres Karakter er iøjnefaldende nok. Den bevirker deres forskellige Plads i de to Stykker. Nureddin staar som den ene af de to Magter, der kæmper om Herredømmet, Lorenzo staar i Midten, mæg-lende mellem de stridende Parter, alle Parters fortrolige. Nureddin gaar til Grunde i Kampen; Lorenzo staar ved Handlingens Slutning tilbage som den eneste, der har Nøglen til, hvad der er gaaet for sig.
12. Marts 69.
$ *
*
Pædagogikken kan sammenstilles med Medicinen. Som denne har den et dobbelt Ansigt. Til Lægevidenskab og Lægekunst svarer Opdragelsesvidenskab og Opdragelseskunst. Noget lignende kan maaske siges om al Videnskab og al Kunst. Forholdet mellem de to er forskelligt: Naar der i Malerkunsten kræves en viden-