PÆDAGOGIKKEN
239
skabelig Indsigt, saa er denne her mere det støttende eller forberedende og skal lidt efter lidt gaa over in succum et sangvinem. Naar Filologien kræver Kunst, saa træder denne dog i Baggrunden for Tankens kritiske Styrke, og dog — Kritikken, d. v. s. Forstaaelsen, og Genfrembringelsen gaa Haand i Haand, det videnskabelige Element munder ud i et kunstnerisk. Selv i den blot systematiserende Videnskab gør en kunstnerisk Tanke sig gældende: det afsluttede, begrænsede, formede i et System er jo et Kunstens Krav. I sin Fuldendelse vilde Videnskaben være forvandlet til Kunst.
Naar det hedder, at Poesien er mere sand end Historien, saa er det kun den ufuldendte, iturevne Historie, her tales om. Kunstneren er den skabende, Videnskabsmanden den prøvende. Men naar Prøven er gaaet for sig, maa jo det prøvede paa ny knyttes sammen til et Hele gennem en kunstnerisk Virksomhed.
Hvor det kunstneriske som mytedannende Fantasi behersker Videnskaben, er denne endnu ikke bleven til ren Videnskab. Det er f. Eks. Platon Eksempel paa. Men som formende Princip er det kunstneriske det, der afslutter Videnskaben.
Det er imidlertid i en anden Betydning, det om Pædagogikken hedder, at den baade er Videnskab og Kunst. Den har baade sin Teori og sin Praksis. Den er ikke blot Aandens videnskabelig-kunstneriske Syslen med sig selv, ikke blot Tankers Kamp med Tanker, men som Praksis en handlende Personligheds Kamp med Livet. Videnskaben staar paa Afstand fra øjeblikket. Pædagogikkens Kunst er at holde Øjeblikket i Haand. Tid og Rum er for Videnskabsmanden abstrakte Begreber, for den praktiske Pædagog konkrete Virkeligheder. Videnskabsmanden maa over Sagen se