g
!
240 PHILARÉTE CHASLES
bort fra Personen. Pædagogen staar personligt overfor Personer. Hvad Personen, han opdrager, ikke kan rumme af Sagen, bortskærer han indtil videre. Sandheden er for ham ikke én, men mange, fordi det personlige Hensyn er den Magt, der leder ham. Han har ikke engang Ret til at beklage sig over, at den Sandhed, han har forkyndt, ikke er bleven forstaaet. En saadan Klage er en Dom over ham selv. Naar andre misforstaar ham, saa er det, fordi han selv ikke har forstaaet at løse sin Opgave som Pædagog.
Det pædagogiske som Kunst er et Element i mangfoldige Virksomheder, Folkeskribentens f. Eks.
13. Marts 69.
* *
*
I en aandrig, levende og anskuelig Indledning gør Philaréte Chasles i sin Etudes sur l’antiquite' Rede for sit videnskabelige Standpunkt og sin deraf frem-gaaede Opgave. De gennem Tidernes Forløb herskende Tanker forbindes ved et indre og ydre Slægtskab. Det samme Stof har været til fra den ældste Oldtid til den yngste Nutid, kun omformet af de vekslende Tiders vekslende Opfattelse. Digterens eller Forfatterens Originalitet er ikke grundlagt paa Kravet om fri Opfindelse af Stoffet, men paa Anerkendelsen af den Tilgift, den frembringende Aand har beriget det overleverede med ud fra sin Tidsalders Ideer eller sin personlige Ejendommelighed. Stoffets Krav til Digteren eller hans Forpligtelse overfor det som historisk eller etnografisk Æmne træder tilbage. Det forsvundne er forsvundet. Digteren er sin egen Tids Fortolker, Forkynderen af dens Ideer. Kun derved faar hans Værk Liv. Det er Racines Fortjeneste at have lagt de Tanker, Kristendommen har udviklet, ind i det antikke Æmne. Goethes