242
DET RELIGIØSE OG OPDRAGELSEN
indordner sig som Led i Verdenshelheden. I dogmatisk Henseende kan det religiøse derfor antage en Mangfoldighed af Skikkelser, fra en positiv Religions krasseste Personlighedsforestilling om det guddommelige til en panteistisk Opfattelse af Guddommen som upersonlig Kraft.
Naar Tanken har opløst og underkendt en Form af det religiøse, kan den Del af Opdragelsen, der arbejder under Tankens Overherredømme, ikke længer rumme den. Naar den positive Religion baade i Tankens og i Troens Navn er erklæret for hver enkelts personlige Eje, tilegnet af den personlige Følelse, maa Skolen lukke sin Dør for den. Skolen opdrager ved Hjælp af det almengyldige. Dettes Løsen er: Du skal. Men overfor en personlig Følelse gælder det ikke længer. Den positive Religion indeslutter en bestemt Livsanskuelse. Undervisning i den positive Religion bliver derved en Missionsvirksomhed i Livsanskuelsens Tjeneste. Men Planteskole for en positiv-dogmatisk Livsanskuelse kan Skolen ikke være uden at fornægte sit Princip.
For det andet: Skolen har med Børn at gøre. For Børn er en færdig og afsluttet moralsk-religiøs Livsanskuelse en Anakronisme. Overblikket kommer efter Detaillerne, Livsanskuelsen som den aandelige Udviklings Blomst. Men Blomsten kommer jo først, naar Frugttiden nærmer sig. Dette er Tankens Resultater, og Skolens Mure har Tanker til Grundsten.
Men Familielivet er Opdragelsens andet Arnested. Og hvad er da her naturligere, end at en Fader overgiver det aandelige Udbytte, han har udvundet af Livet, den religiøse Opfattelse, hvori han har fundet Tryghed og Fred, som Arv til sine Børn, for at de kan bygge videre paa den Grund, han har lagt? Er det ikke Li-