DET RELIGIØSE OG OPDRAGELSEN
243
vets Vilkaar, at de Forhold og Omgivelser, hvoriblandt et Menneske fødes, bestemmer den Kreds af Ideer, hvorfra dets Udvikling tager sit Udgangspunkt? Skal ikke den ene Slægt bygge paa den andens Skuldre, og er ikke Familien Bæreren af denne Tradition? Er det ikke Naturens Orden, at et Menneske er sine Ideers Udbreder og altsaa ogsaa delagtiggør sine nærmeste i dem?
Enhver Livsopfattelse, der kan udfylde og bære et .Menneskeliv, har jo sin Ret. Kun det udlevede og aandsforladte maa give sig under andre og højere Magters Formynderskab. Men for den tænkende bliver den givne Religion efter denne Vurdering et Kulturanliggende og faar ikke nogen ubetinget Gyldighed. Det absolutte Standpunkt er forladt for et psykologisk-kul-turhistorisk. Men dette er netop det samme som det pædagogiske. Paa samme Maade som man kun til-raaaler Barnet Føde i en Kvantitet og af en Kvalitet, som det kan fordøje, maa man anerkende enhver Form af det religiøse som sand, naar den er et sandt Udtryk for et vist Udviklingstrin. Den, der kan tilfredsstille den uudviklede voksne, vil ogsaa have sin Gyldighed for Barnet. For den Kreds af Læsere, hvis Idealer In-gemanns Romaner har grebet og fremstillet, har disse Bøger bestandig deres Sandhed og Værd, selv om andre har forladt dem. Men derfor kan det religiøse heller ikke slaas fast én Gang for alle i en bestemt Skikkelse, som Tilfældet er, naar den optages i Skolens Program. Det maa være i en stadig Bølgegang. Kunde man kaste et Blik ud over et Samfunds religiøse Bevidsthedstrin, vilde man i Steden for en jævn, for alle tilgængelig Slette se et Bjerglandskab med høje, solbeskinnede Fjeldtoppe og dybe, mørke Kløfter og Dale uden banede Veje til Forbindelsesled.
16*