OPDRAGELSENS GENSTAND
245
Tidsalder rig rpaa Paavirkninger og alsidigt virkende Kræfter. En Tidsalder som f. Eks. den græske Oldtid, hvor et ligeligt Hensyn havde Sjæl og Legeme paa en Gang for Øje, Opdragelsen udsprang af Livets Tilbøjeligheder og gik i et med den senere Alders Sysler, Maalet var den frie Virken af Personlighedens Evner. I en saadan Tid behøver der ikke at reflekteres over Opdragelsen. Den er given af sig selv, saaledes og ikke anderledes.
Men det er kun en naiv Tid, der saa hurtig er færdig med Spørgsmaalet. For en reflekteret Tidsalders Betragtning forvirres alle Opgaver og undergraves af Tvivlen, og det varer længe, inden Tanken igen kan opbygge en forsvarlig og uindtagelig Borg. Saa tales der da for og imod, halve Sandheder krydser hinanden og kæmper tit paa Liv og Død i Steden for at slutte Fostbroderskab og blive en hel Sandhed. Lidenskaberne vækkes og skærper eller tilslører Tankerne. De nye Tanker bearbejder Hjernerne, og Hjernei’ne bearbejder de nye Tanker, til de bliver gamle, anerkendte Tanker. Omsider er Bygningen undermuret, staar ikke længer faldefærdig, som dengang Tanken endnu ikke havde lagt Grunden til den.
Først og fremmest maa man da have afgjort: Hvad er Opdragelsens Genstand? Det sunde eller det syge? Er den at betragte som en Eksercerplads eller som et Hospital? I Grækenland var den hovedsagelig det første. Spartanerne dræbte jo endog de vanføre, nyfødte Børn. I Athen dømtes engang en Dreng til Døde, som havde stukket Øjnene ud paa en Vagtel, fordi saa tidlig en Forbrydelse varslede ilde for hans Fremtid. Nu har Opdragelsen faaet en anden Stilling. Den er baade som Jordemoderen, der forløser de bundne Kræfter ved