SPIDSBORGERLIGHED
251
Jeronimus er ikke Spidsborger, fordi han tror, at Jorden er flak — saa var det jo den fejle Kundskab, der gjorde ham dertil —, men fordi han ikke vil lade sig belære. Han er fiks og færdig, alt er fast og afgjort.
Det spidsborgerlige træder paa intet Omraade frem i større Dimensioner end ved det religiøse. Her opfattes alt som færdigt for Tid og Evighed. At stille sig paa et højt Punkt og se ud over den religiøse Tilstands Bølgegang er en Umulighed for de fleste. De er som den rejsende, der sidder stille i Kahytten og derfor ikke mærker, at Skibet gaar. Men den rejsende kan gaa op paa Dækket og erkende sin Vildfarelse. Spidsborgeren bliver i Kahyttens kvalme Luft og lukkede Rum og aner ikke, at der er et Hav om ham og en Himmel over ham. En Skolemand kom i Ekstase, fordi en ulykkelig Pædagog kom til at nævne det humane ved Siden af det kristelige, som om der gaves noget udenfor det kristelige. Al positiv Tro, som ikke er Frugten af fri Beslutning, er Spidsborgerlighed. Det positive er det afsluttede, det færdige; Tro maa som en menneskelig Funktion altid være i Strømning. Naar det hos Kierkegaard hedder, at det negative er det højeste, saa er det noget saadant, der menes. Den positive Religion er Spidsborgerlighed, fordi den én Gang for alle vil give det religiøse dets Indhold og dets Form og forkynder sig selv som Udviklingens Slutningspunkt, strengt taget ikke engang nogen Udviklings.
Romantikken maatte nødvendigvis rette sine Kærnetroppers Angreb mod Spidsborgerligheden. Spidsborgerlighed er fast Form, Romantik ubestemt Længsel. Den romantiske søger sin elskede og længes efter hende, Spidsborgeren gifter sig og sætter Bo.
Nutiden er mindre spidsborgerlig end Fortiden,