254 PLATO SOM PÆDAGOG
højere, hvert højere en rigere Virkeliggørelse, en indholdsfyldigere Gentagelse af det lavere. Den platoniske Stat er ordnet efter de menneskelige Sjæleevners Skema og Mellemleddet mellem det enkelte Menneske og Kosmos. Opadtil, nedadtil og til Siderne er Staten indhegnet af samme Grundopfattelse.
Men den højere Livsform optager tillige med ubetinget Almagt den lavere i sig. Her aabenbarer Oldtidens og Grækenlands ejendommelige Opfattelse af Staten sig. Staten er den eneherskende Overherre og Formynder, under hvis stærke og vise Varetægt hver enkelt maa underordne sig; han har kun noget Værd som Led af Samfundet. Statsborger er paa én Gang Menneskets Naturbenævnelse og Ærestitel. Viljen, Udtrykket og Redskabet for den personlige Selvstændighed, findes slet ikke som Grundbegreb i Platos Sjælelære. Erkendelsesevne og Mod og Attraa udtømmer den menneskelige Sjæls Væsen.
Det digterisk personificerende hos Plato kaster og-saa sit Skær ind paa Psykologiens Omraade. De menneskelige Grundevner optræder som sondrede Væsner, hvert stavnsbundet til en fast Bolig i Menneskets Legeme og med forskellig Tænkemaade og forskelligt For-maal, billedlig fremstillede som højere og lavere Dyr. Opgaven for det hele samlede Menneske bliver de lavere Evners Resignation under den højestes Herredømme, for at det i Kraft af dette Herredømme kan gøre sig til Statens lydige Tjener.
Men som praktisk Tænker holder Plato sig ikke til disse almindelige Bestemmelser alene. Han udmaler i det enkelte et Billede af Opdragelsens Gang, styret af Tanken om den fuldkomne Stat.
Endog før Fødselen ska] Lovgiverne have Traaden