fe CM
RABELAIS
alt, hvad hans Bøgers Form og særegne Aand nødvendiggør. Alt det kæmpemæssig groteske maa afstrej-fes, alle Forhold ses gennem Formindskelsesglas. Dog er Pantagruel mere menneskelig, mindre jætteagtig end Gargantua.
Rabelais opdroges gennem Klostertvang. Følgen deraf er en higende Frihedstrang. Friheden er Loven i hans Stat, „gør hvad du vil,“ dens Løsen. Den gode Natur skal styre den gennem Æren. Kun Væsner, skønne paa Sjæl og Legeme, vil han derfor have ind i sin Stat. Dens hele Indretning er en Protest mod Tvangen. Modsætningen til Klosterlivet, det er dens Motivering. Forbud vækker kun Lysten. Kræfterne fortæres i Kampen med Tvangen. Derfor bort med alle Lænker! Komme og gaa hvo der vil! Ingen Spægelse, lad Kræfterne røre sig! Livet er rigt, for at Rigdommen skal nydes. Sanserne er mange, for at de alle skal mættes. Kræfterne er ti], for at de skal udvikles. Ingen Kirke! Religionen er Livets daglige Kost. Intet Overhoved! Enhver er sit eget Overhoved. Kun Mands Vilje er Mands Himmerig. Ingen Krig! Naar nogen vinder, maa andre altid tabe. En sund Sjæl i et sundt Legeme, det er Livets Lykke.
Rabelais lever i en Overgangstid. Nutiden løfter sig, baaren af Oldtiden, frem af Middelalderen. Tanken genfødes gennem de gamle Tænkere. Umaadelig Travlhed med at opspore og bearbejde Antikken. Grækenland gemmer Dannelsens Blomst. Græsk Sprog og græske Tanker — det er Vejen. Rabelais er lærd. Han vil ogsaa gøre sin Myndling lærd. Spild derfor ingen Tid! Alt ordnes, endogsaa smaaligt. Selv paa Lokummet maa Tiden ikke gaa tabt: dér forklarer Hovmesteren de vanskeligere Steder i Biblen. Paa Vejen derfra