ET STYKKE DAGBOG
15
ikke, svarede han. Jeg lærte ham med det samme Ewalds og Wessels Navne og lod ham se deres Portrætter.
Hans Generthed, Levningerne af hans tidligere For-kuethed, viste sig ogsaa i andre Ting. En Dag havde han stærk Hoste. Jeg lod lave noget varmt, han skulde drikke. Straks fik han sit forlegne Ansigt. Først efter mange frugtesløse Forsøg fik jeg ham til at drikke. Bagefter spurgte jeg ham, hvorfor han ikke havde villet. Det vidste ban ikke, sagde han, men han kunde ikke. Jeg svarede, at det var da egentlig meget pænere at være ligefrem og frejdig og tale rent ud af Posen med Folk. Jeg søgte stadig at give ham Lejlighed til at overvinde sin Generthed. Spurgte ham ogsaa tit om noget maaske rent ubetydeligt for at give ham Mod til at svare og sige alting lige ud. Blev han igen indesluttet, blev han maaske ogsaa usandfærdig.
Billeder holdt han meget af at se, Særegenheder i Klædedragten, store Spænder paa Skoene f. Eks., tiltrak sig hans Opmærksomhed. Jeg viste ham et Billede af Marie Stuart, der før sin Død tog Afsked med sine Tjenestefolk, og fortalte ham, at det var en Dronning, der skulde henrettes. Han udbrød forundret: „Kan Dronninger ogsaa blive henrettede?“
En Dag spurgte jeg ham om, hvad han havde været oppe i i Dansk. Straks svarede han i en remsende Tone: „Da jeg i Aaret 1812 med min Ven, den entusiastiske Botaniker osv.<
Febr. 6 5. En Dag gik jeg ned til hans Tante for at tale med hende om ham. En jævn Kone med Udtryk af Godhed og Sindsro i sit Ansigt og i sin Tale. Hans Opførsel var der i det hele intet at udsætte paa. Han var lydig, og den Mangel paa Sanddruhed, hun