16
ET STYKKE DAGBOG
før havde mærket hos ham, forekom hende nu at være borte. Men hun syntes ikke rigtig om, at han aldeles ikke interesserede sig for noget, der kunde beskæftige ham i hans Fritid. Hele Timer kunde han sidde uden at bestille noget og slaa i Bordet med en Snor eller en Pind. Hun takkede mig, fordi jeg ved Ballonen havde skaffet ham nogen Beskæftigelse. Jeg lovede fremdeles at sørge for ham i den Retning. Siden han læste med mig, sagde hun, var han flittigere end før, mest dog paa de Dage, han kom til mig.
I den følgende Tid lod jeg af og til i Forbigaaende Ytringer falde, der viste ham, at jeg var inde i hans Liv hjemme. Jeg sagde til ham: „Du skal ikke alene være flittig de Dage, du kommer til mig, men ogsaa de øvrige.“ „Ja,“ svarede han frejdigt, som om det var noget, der fulgte af sig selv. „Hvorfor har du da ikke hidtil været det?“ spurgte jeg. Saa skiftede han Mine og saa ned i Jorden. „Ja, ser du det! Du maa ikke være saa rask til at love, husk paa det, uden du ved, du kan holde.“ Næste Gang havde han virkelig været usædvanlig flittig. Jeg hørte ham paa anden Maade end ellers, tog springende enkelte Steder af Lektien. Paa hans livligere, mere ugenerte Væsen mærkede jeg straks, at han havde en god Samvittighed. Ved Slutningen af Timen sagde jeg, at nu kunde han selv mærke, hvor meget bedre man følte sig, naar man vidste, man havde gjort, hvad man skulde.
Der skete i det hele et Omslag med ham i denne Uge. Om det vilde blive varigt, kunde jo endnu ikke afgøres. Han blev flittig med sine Lektier, var mere oprømt, mens han var hos mig, talte med Interesse om de Beskæftigelser, jeg havde givet ham, og sagde, at han aldrig vilde drive mere. Jeg smedede, mens Jærnet