258
MONTAIGNE
De stoler for lidt paa Naturen og Livet, for meget paa Kunsten. Rabelais haaner Samfundet. Montaigne ringeagter det. Rousseau hader det. Alle tre er de Polemikere overfor det bestaaende, men deres forskellige Begavelse giver deres Polemik en forskellig Aand. Rabelais har Fantasi og Lune: hans Polemik bliver parodisk: Overdrivelse. Montaigne har sund Forstand og Klarhed: hans Polemik bliver illusionsdræbende og individuel overlegen. Rousseau har Fantasi og Lidenskab : hans Polemik bliver retorisk Overdrivelse. Rabelais er den kraftige, voldsomme, sanselige Natur, der trodser Formerne. Montaigne er den fine Epikuræer, der nyder med Ro og Selvbeherskelse. Rousseau er den sygelige Sanselighed, hvis Drifter blænder hans Tanke. Alle tre behøver de ved Opdragelsen en Hovmester for at opdrage convenienter naturæ, et Mellemled mellem Naturen og Samfundet. For Rabelais og Montaigne ejer Oldtiden de vises Sten. Rabelais pakker hvert Rum i sin Myndlings Hoved med græske og latinske Forfattere. Montaigne henter fortrinsvis Eksemplerne og Mønstrene for sin Opfattelse fra dem. Rabelais’ Helt bliver en Enkyklopædi af al Fortidens Lærdom med et Citat til Svar paa hvert Spørgsmaal. Montaigne bruger Lærdommen til Pynt, men vil i øvrigt tænke paa egen Haand. For Rousseau eksisterer der ingen Videnskaber, ethvert Menneske begynder Dannelsens Historie forfra, den vilde er hans Ideal. Rabelais er en Reaktion mod den middelalderlige Autoritetstro, Montaigne mod Samfundets anarkiske Forstyrrelse, Rousseau mod Overcivilisationen. Alle tre forkynder de den naturlige legemlige Udviklings Ret.
Det nye hos Montaigne ligger i, at Kundskaben hos ham kun er et Middel, mens Tiden ellers gjorde