MONTAIGNE
to cn
Kundskaberne til Alfa og Omega. De genfundne Klassikere var bievne al Visdoms Kilde og Toppunkt. Følgen var, at Lærdommen løsrev sig fra Livet og dannede sig sin egen afsluttede Verden. Alt blev efter-haanden Foimer, i alle praktiske Retninger viste Lærdommen sig som gold, magtløs Spidsfindighed. Rabelais havde allerede paa sin Vis kæmpet derimod, skønt Lærdommen i og for sig har hans Beundring. Montaigne forfølger den golde Lærdom og fortsætter Forfølgelsen helt ind paa Videnskabens Omraade. Han er Tvivler overfor den. Hans Filosofi er en Livsfilosofi, der intet har med Videnskaben at gøre. Hans Tankers Sammenhæng er Ideassociationernes Gang. Hans Afhandlinger bliver for en stor Del et Slags Selvbekendelser, der indvier Læseren i hans Egenskaber, et Slags Tidsfordriv i hans udadtil formaalsløse Liv. Han lever i en af Borgerkrige og' Religionsforfølgelser forstyrret Tidsalder. Saa trækker han sig tilbage i sig selv og udæsker hverken ved Angrebs- eller Forsvarsanstalter. Han gennemskuer de Fordomme, han omgives af, ser ikke i et Hagel vejr Himlens Straf eller i sit Lands Meninger uomstødelige Sandheder. Ægteskabet er ham ikke nogen ideal Form for et Forhold, dets Tvang undergraver det, Mandens Herredømme avler Foragt hos ham for Kvinden, hvis Egenskaber desuden umuliggør et Lighedsforhold. Hun er uberegnelig og lunefuld. Venskabsforholdet derimod kan man fuldstændig hengive sig i. Han kender den menneskelige Natur gennem Studiet af sig selv og søger at skelne og skildre dens fineste Bevægelser. Hans klare gennemsigtige Stil er velskikket hertil. Tanken om Døden sysselsætter ham stærkt. Han søger at gennemskue den og vænne sig til den og leder efter beslægtede Tilstande i 17*