MONTAIGNE
261
er ikke engang saa meget Kundskaber, det kommer an paa for ham, som Livsvisdom i Sæder og Handling. Den tomme, opblæste Lærdom maa han forstaa at dømme efter dens Værd. Han faar ad disse Veje det uhildede Blik, Forældre ofte savner, og Forstand paa, hvilke Opdragelsesmidler der trænges til. Alt hvad man skal hærdes og gøres ligegyldig for, maa man vænnes til. Ogsaa for Legemets Vedkommende gælder dette.
Det maa hærdes ved tidlig Øvelse uden Hensyn til Mageligheden. Man maa lære at taale Sved og Kulde, alting. Det er ingen Dyd at undlade noget af Mangel paa Evne, men vel fordi man ikke vil det. Mangen en Stilling kræver en eller anden fysisk Evne, f. Eks. at kunne drikke. Lige over for den aandelige Udvikling maa Vanen ikke paa den Maade gøres gældende. Tvært imod. Man maa ikke blive staaende ved de gængse Meninger, men sammenligne dem med Samtidens og Fortidens ved Udenlandsrejser og historisk Læsning, fremfor alle af Plutark. Rejser udvider Blikket for det vilkaarlige og ugrundede i mangfoldige Fordomme. Historisk Læsning fører en ind i Virkeligheden i Modsætning til de forkastelige eventyrlige Ridderromaner. Af Sprog skal man først lære sit eget og dem, man omgives af; de vil jo dog gribe ind i ens Liv. Lære dem gør man bedst ved at høre dem blive talte. Montaigne selv var fra sin første Barndom omgiven af lutter latinsktalende Mennesker og lærte Sproget som sit Modersmaal, uden Anstrengelse og uden Grammatik.