FENELON
OO CM
Evner er de tidligst spirende og efter hvilke Löve vokser de? Hvor vidt fremme er de paa hvert Alderstrin og i hvilken Orden betinger de hinandens Fremkomst? -Udvikler de sig sammen eller blot samtidigt? Træder de hindrende i Vejen for hinanden og hvilke er de herskende? I hvilket Forhold staar det hele Sjæleliv til de enkelte Ytringer deraf? Hvor er Grænsen mellem det bevidste og det ubevidste? Hvilken Forbindelse er der mellem det legemlige og det sjælelige? Hvad Betydning har Omgivelserne, de levende og de livløse, for Barnet? Hvilke Midler kan udenfra gribe ind i dets Udvikling og i hvilken Retning?
Disse og lignende Spørgsmaal søger Svar gennem Erfaringen, og lidt efter lidt dukker bestemte Love og Regler frem, hele det spirende og voksende Liv ses at gemme paa en skjult Orden.
4. Decbr. 69.
* * *
Fenelons „Samtaler hos de døde“ maa nærmest sammenlignes med Lukians, hvis ydre Form de efterligner. Aand og Tendens er dog ganske forskellig hos de to Forfattere. Lukian er Satiriker, Indignation og Lune hans Muser. Hans Skrifter tilfredsstiller en personlig Trang hos ham, han letter sit Hjerte, idet hans Satire danser afsted over Stok og Sten med hele hans Samtid. Han er Digter, fordi hans Produktion har sig selv til Formaal, hans flydende Pen sætter sig af sig selv i Bevægelse. Latterens Pile rammer, Livsbilleder blomstrer frem. mens han taler. Intet undgaar hans Svøbe: Guder og Mennesker frister samme Skæbne, Filosoffer og Haandværkere, levende og døde, ingen