266
FENELON
chélieu og Oxenstjerna om den ærgerrige og den fædrelandselskende Statsmand, ved Henrik IV og Sikstus V om gensidig Agtelse mellem forskellig tænkende, ved Henrik IV og Hertugen af Mayenne om Ulykkens opdragende Magt over Helte og Konger, ved Coriolan og Camillus om Forpligtelsen mod sit Fødeland, ved Pyrr-hon og hans Nabo om den fuldstændige Tvivls Umulighed, ved Solon og Justinian om de gode Love, ved Ro-mulus og Numa om den vise Fredselsker. Alkibiades, Merkur og Charon giver Billedet af en af Ærgerrighed og Nydelsessyge fordærvet ung Fyrste.
Fenelons Sprog er simpelt, ædelt, letfatteligt. Man faar gennem Ræsonnementerne over de historiske Personer et stærkt Indtryk af hans fredelige, ligevægtige Sind, der søger at give hver sit og aldrig at tabe Herredømmet over sig selv. Hans Kærlighed til Frankrig, træder vel frem paa sine Steder, f. Eks. i Samtalen om Poussin, om Oxenstjerna, men det nationale eller det politiske er ingenlunde det herskende Synspunkt. Bestandig er det Mennesker, hvis Dyder og Laster vejes mod hverandre. Ikke engang det kirkelige gør sig strengt og ortodoks gældende, om end naturligvis Kirkens Myndighed hævdes.
Skal der udtales en Dom over en Samling som denne, maa man spørge: Hvad Indtryk maa den have gjort paa en ung Sjæl som Hertugen af Bourgogne, for hvem den er skreven? Det maa have haft en særlig Indflydelse paa ham, at den er bleven til med ham for Øje. Hver Dialog er et formummet Brev til ham. Tit er det ganske øjensynligt: De te fabula narratur. Dommen over Bogen kan ikke udledes af den selv, men kun af den Virkning, den har haft paa den, for hvem den var bestemt. Begrundes kan den kun ved en Efter-