276 „vækkende“ foredrag
deles fremmede i deres Form. At forene de to Forsamlinger vil derfor vistnok have sin store Vanskelighed. Og dog er det det, der sker, naar de vækkende Foredrag paa én Gang skal være rettede til to saa forskellige Tilhørerkredse.
Selve Betydningen af Ordet Vækkelse vil forandre sig med de forskellige Tilhørere. Den aldeles raa og udannede skal vækkes til overhovedet at forstaa, at Kundskab er Magt. Den, der har Kundskaben inde, skal vækkes til at forstaa, at Kundskaben alene ikke er Magt.
Den omtalte Række Foredrag synes altsaa paa samme Tid at ligge forud for de undervisende og efter dem, baade at forberede og at afslutte. Og Forholdet skal jo her ikke være som ved Universiterets frie Forelæsninger, at den fattige maa nøjes med de Smuler, han kan snappe fra den riges Bord. Alle skal jo netop ,,ligelig indbydes“. Enhver har Krav paa at tilfredsstilles.
Den Indflydelse, disse Foredrag kan øve paa Tilhørerne, er afgørende knyttet til Talerens Personlighed. En har af Naturen det vækkende Liv i sin Optræden, der uvilkaarlig smitter og forplanter Bevægelsen videre. Hans Tale har som en Trolddom i sig, hans Tilhørere lytter med tilbagetrængt Aandedræt. Han ruller Billeder og Tanker frem for dem: de slaar ned og fænger, men „Kundskabselementet, det særskilte og stofagtige, der hidrører fra Genstandene, er trængt tilbage“. Taleren virker altsaa ikke ved Evnen til at underordne Tilhørerne under Genstandenes Indhold, Genstandene stiger og synker som Bobler paa Foredragets Strøm. Hvad der her skal afføde „Vækkelse af de højere Sjæleevner .og Blik paa de store Opgaver, Aandslivets store