GRÆNSELINJER
281
ikke ud fra Virkeligheden til dens Aand, men ud fra sin Aand til Virkeligheden. Alle Historiens Mellemtider, i hvilke dens Aand ligesom hviler og samler Kræfter, bliver derfor betydningsløse for ham. Den Meddelelse af det historiske Stof, der skal være folkelig, maa være fragmentarisk udadtil, om end sammenhængende indadtil.
* *
Er Forskellen paa Kierkegaard og Grundtvig ikke den, at Kierkegaard er en Afslutning, Grundtvig en Begyndelse? Hos Kierkegaard drager Kristendommen sit sidste Suk, idet Livet kvæles af Mangel paa Luft. Den havner i en Udryddelseskrig mod det menneskelige. I Grundtvig begynder dette igen at trække Vejret, dækket af et kristeligt Tæppe. Hos Grundtvig begynder en Kristendommen modsat og afløsende Livsopfattelse at gøre sig gældende. Om end han i Tiden ligger før Kierkegaard, ligger han i Princippet efter ham. Det menneskelige kommer igen i en sund Virksomhed, betrygget ved Forestillingen om at leve Kristendommens Liv. Det evige aabenbarer sig atter igennem det endelige og fører ikke længer en Kamp paa Liv og Død dermed. Udviklingens Gang vil nu være ■den, at det virkelige Menneskeliv kommer til Kraft og Sundhed og omsider skyder det kristelige Tæppe, under hvilke de er vendt tilbage til det, til Side.
Grundtvig forener ad Livets Vej det samme som Martensen forener ad Spekulationens. Derfor maa Kierkegaard bekæmpe dem begge som selvmodsigende og de begge bekæmpe ham som livsfornægtende.
* *