282
GRÆNSELINJER
Skolen maa sørge for, at dens forskellige Dele-virker sammen, at de Forestillinger, den meddeler, kan vokse ind i hinanden og blive til en fast, levedygtig Kærne. Derfor kan den ikke optage Religionen i sig, vel at mærke, hvor denne gør Fordring paa at staa i en absolut Modsætning til det øvrige Aandsliv, f. Eks. ved at fornægte Tænkningens Ret, som jo det hele Skoleliv gaar ud paa praktisk at hævde.
Men naar Religionen først begynder at virkeliggøre sit egentlige Væsen og den religiøse Teori falder sammen med den filosofiske, saa forstaar det sig af sig selv, at. Religionen hører hjemme i Skolen og bliver det egentlig besjælende Midtpunkt deri. Men saa er jo Religionen som det øvrige Aandsindhold heller ikke noget givet, men noget erhvervet.
* *
Ad toVeje udvikler ethvert Menneske sig: gennem sig selv, paa rent personlig Maade, og gennem Slægten, altsaa paa et historisk Grundlag. Den historiske Udvikling har lettet den personlige ved at gøre alle Betingelser for den tilgængelige, alle Hindringer lettere at overstige. Det er heri, Kulturlivet spiller sin væsentligste Rolle. Men denne almene historiske Fremgang i Slægten kan ikke afløse eller erstatte den rent personlige Udvikling, som vel hviler paa Fortiden, men har sit Liv i det nærværende og derfor kun skrider frem gennem „Erfaring“ og „Omgang“ (Herbart). Denne Stigen bliver hver enkelts personlige Sag.
Men hele den historiske Grundvold, hele den op-samlede Skat af Kulturvirksomhed og Kulturresultater, som er Frugten af Menneskeslægtens Arbejde med sig selv og sine Omgivelser, den hele Sum af indhøstede