GRÆNSELINJER
283
og ordnede almene Erfaringer maa Slægten ogsaa overlevere hver enkelt for at udvide hans aandelige Syn og styrke hans aandelige Kraft. Og den Repræsentant, gennem hvem Slægten opfylder dette sit Kald, er det, man kalder Skolen.
* *
Altsaa: Skolen bliver Kulturlivets Haandlanger. Den optager i sig og bringer videre paa samme Maade det, hvortil Menneskeslægten lidt efter lidt i al sin spredte Virksomhed har arbejdet sig hen. Den inde-slutter paa sin Maade hele det virkelig gennemlevede historiske Liv, selvfølgelig i en Tusinder af Gange formindsket Maalestok uden alle Virkelighedens Omveje og Afveje. Og ved at gaa alle disse Veje er det, Skolen paa sin Vis kommer til direkte at tjene det personlige Livs Udvikling. Den faar alle dettes Evner og Kræfter til at udfolde sig under Vandringen og gennem dens Besvær.
Men idet Skolen saaledes gentager den historiske Udvikling, kan den ikke rumme en Religion, der ikke er udsprungen af nogen historisk Kilde, en Religion, som Menneskeslægten ikke ved eget Arbejde er naaet til, men som udenfra paa overnaturlig Maade er brudt ind i Slægtens Liv eller i alt Fald opfatter sin Tilblivelse paa denne Maade. Hvad der er født ved et Under, maa ogsaa udbrede sig ved et Under og træde ind i hver enkelts Liv ved et Under. Ingen naturlig Forberedelse kan føre til det.
Derfor er det en Grundmodsigelse at lade det naturlige Menneskeliv være Indledningen til og Grundlaget for det kristelige, nye Liv. Paa dette Punkt vil Kierkegaards stærke Betoning af „Springet“ fra det ene