GRÆNSELINJER
285
nem den. Men det forstaar sig, en konfessionel Religiøsitet bliver det næppe.
* *
Det, der gør Optagelsen af Troens Genstand til Religion, er det Personlighedens Segl, der sættes paa Tilegnelsen og som har Afslutningens Uforanderlighed i sit Præg. Den, der har grebet sin Tro, har i en vis Forstand afsluttet sit Liv. Psykologisk ses det deri, at den, der føler, han har gjort sit Valg, ogsaa derved føler sig beredt til at dø. Derfor er det farligt at indpode et Barn en færdig Tro. Man afslutter dets Liv derved før Tiden, man lægger et Tryk paa dets Kraft, som enten knuser det eller driver Kraften frem i en saa ensidig Retning, at Ligevægten gaar til Grunde.
* *
Manglen ved en religiøs Opfattelse som Grundtvigs er den, at der ingen organisk Forbindelse er mellem de forskellige Led af den. Tanken om den overnaturlige Frelse gennem Kristus og om den naturlige Udvikling af Menneskets Anlæg staar ikke i nogen indbyrdes Forbindelse, ja staar ikke engang som ligegyldige overfor hinanden. Den ene udelukker den anden. Derfor bliver det virkelige Forhold mellem disse to Tanker det omvendte af det formentlige: Kristustanken danner ikke Grundlaget og Toppunktet for Menneskenaturstanken, ikke dens blivende Kærne, men Menneskenaturstanken er det, der midlertidig giver Kristustanken nyt Liv. Det er det sidste Kompromis, der forsøges, efter at den spekulative Teologis teoretiske Kompromis er bristet. Naar nu dette praktiske, Teorien tilhyllende Kompromis har skudt sin skjulte Teori frem,