286 GRÆNSELINJER
vil ogsaa det briste og Muligheden af et nyt Forsoningsforsøg være afskaaren.
* *
Der er en Misforstaaelse tilstede, naar Folk f. Eks. ligeoverfor „Hedninger“ siger, at disse ikke tilbeder den sande Gud. Alle, som tilbeder en Gud, tilbeder den „sande“ Gud, eller ingen at dem, der tilbeder en Gud, tilbeder den sande. For enhver troende Bevidsthed staar jo dens Gud eller Guder som Udtryk for det uendelige i Visdom og Magt, og det har intet med den religiøse Følelse at gøre, hvilke Forestillinger Gudsbevidstheden iklæder sig. Disse Forestillinger veksler naturligvis med de vekslende Kulturtrin, uden nogen Sinde at blive andet end endelige Former for noget uendeligt. At have en sand Gudsforestilling vilde sige at have gennemtrængt den hele Tilværelse med sin Aand, at have afkastet Endeligheden i sit Væsen, d. v. s. at have ophørt med at være Menneske. At Gudsforestillingen udvikler sig og bliver mere og mere omfattende er intet andet end, at Blikket paa Livet, Indsigten i dets Love, udvider sig. Det er igennem en Kulturproces, at den religiøse Bevidsthed former sig, ikke igennem en Virksomhed, der ligger udenfor og over Kulturlivet.
* *
Det er jo al Livsudviklings Gang, at de Modsætninger, gennem hvilke Livet udvikler sit Indhold, i Begyndelsen er sammenvævede for lidt efter lidt at udskille sig fra hinanden og udvikle sig selvstændigt. Saaledes er i Begyndelsen Opdragelse og Undervisning sammensmeltede i én kraftig Indtrykssum, men efter-