18
ET STYKKE DAGBOG
mere at knytte ham til mig som det bedste Middel til at virke paa ham. Det lykkedes ogsaa, saa vidt jeg kunde mærke. Jeg hørte fra fremmede Folk, at han et Sted havde sagt, at nu gik det ham meget bedre, for nu havde han faaet en Lærer, han holdt mere af end af alle de andre. Det var ogsaa med synlig Glæde, han forærede mig sit Portræt, da han var bleven taget af.
April 6 5. Vi fortsatte Læsningen af Holberg med „Jakob v. Tybo“ og „Den vægelsindede“. De morede ham noget mindre end „Jeppe“, Jeg læste derfor denne om igen for ham for at vænne ham til at dvæle ved, hvad der tiltalte ham.
Hans Tante, som han boede hos, havde Sølvpolerer-værksted. Der gik han nu jævnlig ude og hjalp Arbejderne, filede Møtrikker o. a. For første Gang hørte jeg ham ytre Ønske om noget bestemt Haandværk. Bogbinder vilde han nok være; han syntes, det var saa rart, som han sagde, at omgaas med Papir. Jeg lovede ham spøgende mit Bogbinderarbejde. En Dag tog jeg ham med paa Kunstudstillingen. Det interesserede ham. Han trættedes ikke af Maleriernes Mængde, men spurgte, da vi gik, om der ikke var flere ovenpaa. Om Eftermiddagen talte jeg med ham om det sete. Mærkelig nok var det især Landskaberne, der tiltalte ham. Mens vi saa Malerierne, var det ogsaa mest dem, der fremkaldte Udbrud af ham som: „Nej, det er ligesom det var virkeligt!« Han havde ogsaa Øje for deres Lys og Tone. Ved et bemærkede han, at det nylig maatte have regnet.
Samme Dag begyndte vi paa „Erasmus Montanus“. Han sad i stadig Latter derover. Pers Latin lagde ham ingen Hindringer i Vejen. Jeg forklarede ham Meningen deraf, saa godt jeg kunde. Han opfattede ogsaa