ET STYKKE DAGBOG
*—1
snart hans Karakter. Ved Slutningen af første Akt, hvor Per undslaar sig for at gaa Erasmus i Møde, udbrød han: „Naa, han er nok dog bange for ham!“ Den morede ham lige saa meget som „Jeppe“, sagde han. Næste Gang vi læste i den, blev jeg hæs og vilde have, at han skulde afløse mig. „Nej, nej!“ sagde han i en noget fortrædelig Tone. Jeg blev ved mit Forlangende. Han sad længe og stirrede paa Bogstaverne, men der kom intet Ord over hans Læber. Jeg vidste, at Bebrejdelser vilde gøre ham saa betuttet, at det blev ham helt umuligt ät læse, og bad ham derfor roligt og venligt om at gøre det. Men han var endog ude af Stand til at svare mig sammenhængende, kun et knebent Ja eller Nej fik jeg presset ud af ham. Jeg sagde, at det forekom mig underligt, at Tysk læste han rask og flydende, men Dansk kunde han ikke faa over sine Læber. „Ja, Tysk,“ sagde han, men fik dog Munden lidt mere paa Gled efter at have siddet saa godt som stum 1/2 Time. For at faa lidt at vide om denne besynderlige Mangel paa øvelse i at lære Dansk, spurgte jeg ham ud om den danske Undervisning i Skolen. Han fortalte da, at han aldrig kom op i dansk Læsning; det kom kun de øverste, de andre maatte nøjes med at analysere. Jeg sagde nu spøgende til ham: „Skal vi vædde paa, at du inden 5 Minutter har læst de to Linjer“, til hvilke Pensummet omsider havde indskrænket sig. „Ja,“ sagde han. „Sig nu hvert Ord efter mig,“ sagde jeg. Han gjorde det. „Nu hele Sætningen.“ Han gjorde det. „Nu videre." Nej, sagde hans Ansigt. Saa sagde jeg igen Ord efter Ord og lod ham gentage dem. Efter tre Kvarters Anstrengelser med mangfoldige Taler og Pauser var vi endelig kommen saa vidt, at han læste en hel Sætning op flydende. „Naa, det var da godt, vi kom