GRØNLÆNDEROPDRAGELSE
297
dem indsyet. De gemte den som en Helligdom. Jævnlig vekslede de Breve indbyrdes og med Præsten.. I det 13de Aar eller naar de havde fyldt det, fik de Afsked fra Skolen. Naar de skulde forberedes til Konfirmationen, kom de igen. Ved Undervisningen af Børnene brugtes Opmuntringer, ikke Tvang. Hver 14de Dag uddeltes et Lpd. haardt Brød som Belønning til de flittige og velopdragne. De særlig flittige fik et, de mindre flittige et halvt, de dovne intet, hvilket gik dem meget til Hjerte. De, der udmærkede sig baade ved Fremgang og god Opførsel, fik to.
Har Drengene naaet 12—13 Aars Alderen, maa de ikke længer ligge paa Briksen blandt Kvindfolkene, men faar Plads under Vinduerne. Børn, især Drengebørn, betragter Grønlænderne som deres største Skat. De omgaas dem med Omhu. Som spæde er de nøgne og bæres paa Moderens Ryg i en vid Pels, en Amaut. Naar de kan skønne, giver Moderen dem mange Kærtegn og vænner deres Arme til de Bevægelser, den voksne Grønlænder bruger for at ro sin Kajak. De vedbliver at die 3—4 Aar. Bider de Moderen i Brystvorten, emmer hun sig nok noget og siger: „Du lille Skarn!“ og kniber Barnet i Læben, men kærtegner det samtidig.
Naar Drengebørnene vokser noget til, giver Faderen dem en Pisk, laver en Slæde til dem og afretter Hundehvalpe til at trække den. Et Par Aar senere begynder han i sin Fritid at arbejde paa en Kajak og en Aare og tager saa Drengen med paa Søen i godt Vejr, holder ham ved Siden af sig, lærer ham at bruge Aaren og derefter at kaste Pilen. Kan han nogenlunde ro den bredere Kajak, gør Faderen den smallere, mere rank og mere udsat for at kæntre, men tillige lettere