AF EN BREVVEKSLING
311
ning, at det vilde splitte og sønderrive mit Liv, om den Tro skulde gøres til min, skulde jeg derfor tyrannisk søge at frarive en Anden, hvad der i denne Andens Sjæl er trofast og ægte som Guld. Jeg vilde derved komme i Strid med mit eget religiøse Standpunkt, for hvilket netop ikke én Religion er den udelukkende sande, men det religiøse Liv og Religionerne selv maa være forskelligt formede til forskellig lid og hos foi-skellige Personer, og kun er sande i denne deres Forskellighed. For mig er det religiøse Liv og Religionerne ik-kP. en Aabenbarings Frugt, men har som alle andre Ytringer af det menneskelige Liv deres Kilde i Menneskenaturen selv og maa staa i Sammenhæng med og Afhængighed af hele dens Udvikling. Det er altsaa ikke i mig, at Følelsen af en uoverstigelig Kløft mellem de religiøse Standpunkter bor, jeg forstaar dem alle som udsprungne af en fælles Kilde.
Hvad kan jeg da haabe, naar jeg ikke kan ønske at udslukke den kristelige Overbevisning hos den, for hvem Kristendommen er Sandheden, den hele og den udelukkende Sandhed?
6.
7. Feb. 1873.
De kender vist disse Ord af Renan: „Den værste af de Kvaler, ved hvilke det Menneske, som naar til et Liv i Refleksionen, udsoner sin Stilling som Undtagelse, er den at se sig udelukket af den store religiøse Familie, der indbefatter Jordens bedste Sjæle, og at betænke, hvorledes de Væsener, med hvilke man helst vilde leve i aandelig Forening, nødvendigvis maa betragte en som et fordærvet Menneske. Man maa