312
AF EN BREVVEKSLING
være meget sikker paa sig selv for ikke at rystes, naar Kvinderne og Børnene folder deres Hænder og siger til en: 0, tro som vi!" De Ord rinder mig tit i Hu, fordi jeg har gennemlevet, hvor sandt deres Indhold er, og hvilken Smerte det er idelig og idelig at skulle protestere, idelig selv at skulle kræve at blive udenfor det Samfund, i hvilket kærlige Sjæle heller end gerne vilde lukke en ind og som omslutter det, man elsker højest. Og jeg bruger disse Ord som Indledning, for at de mulig kan lægge et lidt mildere Skær over Resten af mit Brev, som ikke vil kunne andet end synes Dem haardt og hensynsløst. Men jeg maa tale saa skarpt og saa upersonligt, som det er mig muligt, fordi jeg ingen Ret har til at foranledige flere Misforstaaelser som dem, mit sidste Brev har foraarsaget.
De Ord fra et af mine tidligere Breve, som De har anført, lyser jeg endnu i Kuld og Køn i hver Stavelse. Det var netop dreven af Grundtanken i dem, Tanken om Troskab mod Sandheden, at jeg skrev, at hvis en anden Overbevisning end min nuværende trængte sig frem i mig, saa vilde jeg anse det for min Pligt at sætte alle Kræfter ind paa at gribe og tilegne mig den. Men jeg sagde ikke, at min nuværende Overbevisning ikke var rodfæstet i mig. Tværtimod, jeg føler mig saa sammenvokset med den, som De føler Dem knyttet til Kristendommen. Jeg føler Dag for Dag dybere og mere afgørende dens begejstrende Magt og dens Sandhed i Modsætning til Kirkens Kristendom; jeg forstaar, hvorledes den med Nødvendighedens Vælde er udsprunget af mit Liv, og at jeg lige saa lidt vilkaarlig har valgt den, som jeg vilkaarlig har valgt at tro den Sandhed, at to og to er fire. Jeg føler, hvorledes den styrker og udvikler Kærlighedstrangen i mig og forøger min